Pluk din frugt fra træet i stuen

By:

Kunne du godt tænke dig at plukke frisk frugt direkte fra et træ i din stue? Her får du nogle ideer til hvilke frugttræer, man med lidt held og omhu godt kan få til at trives indenfor i en potte eller krukke.

Citrustræer
Du kan få stor glæde af et lille citron- eller limetræ, hvis du har et rum med masser af sollys til det. Citrustræer har generelt godt af at få sprayet bladene med vand relativt ofte. De er nemlig glade for en høj luftfugtighed. Til gengæld skal jorden, de står i, gerne tørre helt ud imellem dine besøg med vandkanden. 

Banantræ
Banantræer har store blade og derfor brug for meget vand. Dog skal jorden være tør, før det er tid til at vande igen. Banantræet skal stå i så meget sol som muligt, og du skal huske at dreje træet af og til, så det får godt med lys på alle sider.

Figentræer
Visse typer af figentræer har det rigtig godt indendørs er derfor oplagte potteplanter til stuen. Hvis du vil have mere end et par figner om året, kan det dog godt betale sig at gå efter et træ af en vis størrelse. Større figentræer bærer typisk flere frugter end de helt små. Figentræer er ikke særlig pasningskrævende, og skal ikke vandes for tit.

Oliventræer
Oliventræer kræver heller ikke særlig meget pasning, men de skal dog helst stå et sted, hvor de får sol mindst seks timer om dagen. Hvis dit oliventræ trives og er af den stor-producerende type, kan du høste masser af oliven hjemme i stuen. Men husk at der også findes typer af oliventræer, som kun producerer ganske få eller slet ingen frugter.

Hvis du vil være (mere) sikker på, at dine træer kommer til at bære frugt, er det en god idé at undersøge lidt mere om sorterne og om, hvilke betingelser, de enkelte typer af træer trives bedst under.

Læs meget mere om indretning med planter her: https://nytomhuse.dk/indret-med-planter-det-er-ren-terapi-for-sjaelen/

Posted in: planter